Kun en tåbe...

Kun en tåbe...

...frygter ikke haven

Denne blog handler om mine haveerfaringer, frustrationer, planer og ideer. Der vil lejlighedsvis forekomme latterlig lommefilosofi og sære indfald. Til gengæld kommer den ikke til at handle om hunde.

Håndsavsmassakren

beskæringPosted by Sissel Bagge Sun, February 13, 2011 17:28:10

Bang! Så kom den igen, frosten. Og alle de små spirer, der der proaktivt havde stukket hovederne op står nu og mobiliserer al frostvæsken mens de skutter sig i kulingen. Islygteproduktionen er begyndt igen. Og lige nu sidder jeg og tager mig sammen til at gå ud og gøre noget ved mine grenbunker.

For nu skulle den skæres ned, al’så! Den hasselbusk, der udover at forsyne egernet med nødder også giver det nydeligste grønne gardin på nordsiden af huset. Men efterhånden havde fået en højde så tagrenden var i fare for at blive revet ned i stormvejr. I øvrigt har jeg læst mig til at en hasselbusk bærer flest nødder når den er halvanden meters penge. Ved ikke om det passer, men hvorom alting er, så er det mig, der renser tagrender her i huset og jeg synes lissom at livet er for kort til at tilbringe al for lang tid på taget. Så ned med haslen! Selvfølgelig skulle den ha’ været løbende beskåret – ¼ af grenene hvert år lissom alle de andre buske – men, af en eller anden grund er det bare ikke blevet gjort. Faktisk er den ikke blevet beskåret siden den fik en totalnedskæring kort tid efter vi flyttede ind i 1999. Så det var på tide.

Sådan så haslen ud i sine velmagtsdage. Og regnvejr.

Så den fik hele armen og nu står der kun et par pistijaverter tilbage. Til mit udsøgte mishag var jeg nødt til at indhente ingeniørens hjælp til nedsavningen – kræfterne slog ikke til. Troede faktisk at han ville fremdrage motorsaven, men han blev ved den håndholdte, og det lykkedes jo alligevel. Nu er jeg spændt på hvor lang tid der går før den kommer til at se normal ud igen...

Haslen efter nedsabling. Ingeniøren insisterede på at klippe toppen af de lange grene også, trods mine protester om at ’sådan gør man ikke’

Nå, men som min norske veninde siger: Har sav, vil save. Har saks, vil beskære. Så turen gik videre til dronningebusken, der er fantastisk flot når den blomstrer, men ærlig talt også lidt irriterende når man skal til blomsterne nedenunder. Så der blev luget lidt ud her også!

Beskæring af dronningebusk

Hvis man læser om beskæring af buske og træer står der altid nogen om at krydsende grene skal undgås og at man skal beskære hvis der er nogen. Jotak. På dronningebusken (der er forsøgt beskåret regelmæssigt) er det en total umulighed! Som man kan se på billedet er det en udfordring i sig selv at save nogle stammer over uden at såre andre. Så nu har jeg besluttet mig for at indkøbe en wiresav – et stykke ståltråd med tænder og et håndtag i hver ende – for det må sgu da gøre den slags beskæringer noget nemmere. Mere om det senere.

Dronningebusk i fuldt flor

Jeg indrømmer. Jeg har en stor og uigengældt kærlighed til roser. Og der var aldrig tvivl i mit sind om at vi skulle ha’ en stor, blomstrende og duftende rosenhave her på matriklen. Der i øvrigt var en granskov da vi flyttede ind.

Under den store træslagtning og efterfølgende udrydning i buskadser, faldt jeg over 2 sølle eksemplarer af rosenplanter. De stod i dyb skygge blandt buskene og var omtrent blyantstykke og knap en meter høje. Jeg SYNES jeg kunne se et podested, så jeg gravede dem op og satte dem østvendt langs hegnet i baghaven.

Deres senere udvikling tyder på at der måske nok var et podested, men at de forædlede roser var gået al kødets gang og de oprindelige vildroser havde taget over. Nu har deres ualmindeligt frodige stammer ihvertfald en diameter som mere end et godt riveskaft og de truer med at vælte ned over naboerne hvis de kommer for tæt på hegnet. Blomsterne er små, enkle og uanselige uden duft, men der er dog en del hyben. Jeg har overvejet at flå dem op, plante tagetes en sæson og så sætte en ’Stanwell Perpetual’ på stedet, for lige dér må der jo være fremragende betingelser for roser – men jeg snart ved ikke om jeg tør. Resutatet bliver næppe det samme for en forædlet rose. Og alene at arbejde sig ind til stammerne er efterhånden en risikabel affære, som man garanteret ikke kommer fra uden skrammer. Men hvem ved. Måske jeg bliver så forbandet en dag at jeg gør det alligevel!


Det var så lige netop hvad jeg gjorde. Bortset fra at udsigten til et større entreprenørarbejde fik mig til at gribe saven i stedet (den var jo lige ved hånden, ikk?). Så grundigt påklædt med hætten strukket stramt om hovedet og de tykkeste handsker på kravlede jeg ind og begyndte dødsstødet. Bevares, man kan jo aldrig vide. De her sataner er så robuste og frodige at de nok skal begynde at skyde alligevel. Men så må jeg jo være efter dem. Foreløbig har de fået hver en sort spand over hovedet, og så håber jeg at de vil dø i stilhed.


Ku’ ikke lige finde nogen billeder af roserne i blomst, men det siger jo også noget om interessen for dem. Her kan man se at toppen af dem er på højde med kuglelønnen – og der snakker vi mindst 3 meter...


Efterbillede af rosenmassakre.


Nåja, der var også et par syrenstammer, der måtte lade livet. De var i forvejen halvdøde, og jeg havde jo saven... Der kom så lidt mere af end planlagt, men sådan går det OGSÅ ofte. Bagefter så haven sådan ud:

Grene til flisning

Roser til brænding – når naboerne ikke er hjemme!


Den fritlagte cotoneaster, der ser noget sølle ud. Men den skal nu nok komme sig når den har fået mere lebensraum!

Og nu går den ikke længere. De hjemmebagte boller er spist, bloggen er skrevet og undskyldningerne løbet ud. Fly mig min thermokedeldragt og pelsstøvlerne, Jeg Må Ud!

  • Comments(0)//kun-en-taabe.kennel-hunters-house.dk/#post2