Kun en tåbe...

Kun en tåbe...

...frygter ikke haven

Denne blog handler om mine haveerfaringer, frustrationer, planer og ideer. Der vil lejlighedsvis forekomme latterlig lommefilosofi og sære indfald. Til gengæld kommer den ikke til at handle om hunde.

Violer, violer, violer...

ViolerPosted by Sissel Bagge Sun, February 27, 2011 17:48:11

Det er faarligt at læse for intenst i sit haveblad! Sidste år blev jeg så betaget af en artikel om St. Paulia (hedder vist også usambaravioler, så de klarer lige at være med under overskriften), der skulle være ret nemme at have med at gøre. Fluks bestilte jeg 6 specielle sorter i miniformat hjem fra England og måtte siden se magtesløst til, efterhånden som den ene efter den anden bukkede under. Da der var to tilbage købte jeg i trods to store blomstrende planter i vores lokale supermarked for ingen penge – og selvom de to sidste specialiteter levede en tid endnu, var det på lånt tid. Supermarkedets eksemplarer har det ok, men det er ikke blevet til noget med de mange knopper – de er stille og roligt tørret (eller vådtet) ud. Så nu passer jeg mine 2 grønne rosetter og lover mig selv højtideligt at medbringe afskårne blomster, hver gang jeg går på visit. Til nød en potte med forårsløg. Så kan man jo tilbyde at tage de afblomstrede igen, hvis modtageren ikke har have.

I seneste nummer af 'Haven' var der en spændende artikel om rigtige violer - altså dem, der kan klare sig udendørs. Alle mulige slags i skønne farver og dufte (det sidste må jo stå til troende, men farverne kunne man da se på billederne). Og der var adresse på et website hvor man kunne købe disse skønheder... De kom en fredag eftermiddag, både Viola Odorata og Viola Parma, og blev hurtigt kastet i jorden i en stor krukke. Jeg havde faktisk klargjort enkeltpotter til dem, men da jeg fik dem pakket ud var rødderne alt for lange til at passe ned i de standardpotter, jeg havde fyldt med jord.

De små nyplantede. De dobbelte er parmavioler

Jeg nåede lige at plukke en lille buket til værtinden før jeg hastede til tøsemiddag.

Og så blev det frost. Også i udestuen, hvor jeg efter forskrifterne havde placeret krukken. Så nu er jeg spændt på om alle overlever! Både odorataerne, der har helt forrygende duft og 'de sarte Parmavioler' som der står i artiklen. Men de blomstrer stadig, og det ser ikke ud til at de er frysetørrede, så der er håb :-)

De sidste violer er alpeviolerne, der har vist deres cyklamenfarvede næb siden december.

Her ser det trist ud!

Håber sandelig at der kommer talrige forstærkninger nedefra, når jorden engang tør, for lige nu ser det ikke ud som om der kommer cyklamen coum i blomst i år!

  • Comments(0)//kun-en-taabe.kennel-hunters-house.dk/#post5

Håndsavsmassakren vol II

beskæringPosted by Sissel Bagge Sat, February 26, 2011 17:42:57

Jeg laver stier! Jeg synes det er hyggeligt at man ikke kan overskue haven på een gang men sådan lissom kan bevæge sig rundt på små stier og finde flere blomster/grenbunker/ukrudtsplanter rundt omkring i haven. Fortrinsvis af flis - rundt omkring drivhuset havde jeg ambitiøse planer om at lægge fliser, men helt ærligt, jeg gider sgu ikke. Alt det graven og slæberi... og nu kan jeg så også læse mig til at det er meget bedre med vandgennemtrængeligt materiale, så vi ikke hælder alt det overskydende vand lige i kloakken. Smart! Så kan man være både klimavenlig og doven på een gang!

Ældre sti, der snart er overtaget af efeu

Ikke at overskydende vand er noget problem her i grusgraven - det forsvinder guderne må vide hvorhen i løbet af no time, på trods af at man al'så ikke skal langt ned ad vejen før det modsatte gør sig gældende. Men sådan har vi alle vore udfordringer...

Men jeg skulle jo ha' fliset alle de grene som jeg havde massakreret i sidste weekend. Og den lille maskine gnavede sig tålmodigt vej igennem alt, der ku' komme ned gennem åbningen, det er i grunden ganske imponerende. Store bunker blev det til, så jeg kunne indvie en ny sti fra drivhuset og ned til brændeskur/vinteropbevaring af kapillærkasser etc.

Den nye sti

Videre med de stier jeg lavede sidste år - desværre med plastkanter, der ikke rigtig pynter, men det der med stål, det må vi komme nærmere ind på senere. De var billige! Lissom den såkaldte rosenbue, som jeg købte i Netto for 39,- og regnede med at beklæde med kaprifolium. Men jeg må sande at den er for grim. Og i øvrigt ikke klarede sig voldsomt godt gennem vinterblæsten.

Nu skete der bare det, der ikke måtte ske, nemlig at jeg løb tør for flis! Eller rettere for grene at flise, og det på trods af at jeg fik forgrebet mig på en af mine grenbunker med masser af godt kastanjemateriale fra sommeren. Gode råd var dyre! Men ingeniøren fik et genialt indfald og foreslog at jeg tyndede lidt ud i blommekrattet. Det bliver ganske af sig selv tættere og tættere som sådan nogle krat jo gør. Jeg mistænker rodskud, for det er ærlig talt ikke mange blommer jeg har set på træerne - der gik flere år før jeg opdagede et par stykker og dermed kunne identificere krattet. Der er dog planer om at sætte en fremmed og blomstrende gren i vand under dem til foråret, så kan det være der kan ske lidt krydsbestøvning og komme blommer. Til en forandring. Men lige nu er der masser af små gnallinger af træer, der får for lidt lys til at blive til noget, for ikke at tale om udgåede grene og den stedvise hyldebusk - masser af potentielt flis, med andre ord!

Klar til anden version af håndsavsmassakren!

Det blev rigtig pænt, syns jeg, og planlagde straks at fylde 'skovbunden' med hvide og blå forårsløg - der står allerede en hel del afblomstrede potter i udestuen :-)

Så er der snart ryddet...

Og så kom der gang i grenfliseren igen

På trods af alt det nye materiale måtte jeg alligevel ty til lidt pil for at få dækket hele drivhusstien. Men så er der også klimavenlige og bæredygtige stier i baghaven. Gad vide hvad jeg skal forgribe mig på næste gang jeg trænger til mere flis...? ;-)

Der kommer masser af røde tulipaner og heuchera til venstre, og masser af ukrudt til højre. Derfor den sorte plastic.

  • Comments(0)//kun-en-taabe.kennel-hunters-house.dk/#post4

Lykken er...

forårsløgPosted by Sissel Bagge Thu, February 17, 2011 22:20:35

...en udestue udenfor køkkenvinduet! Her kan man placere sine vaser med tulipaner, så buketter der dårligt ville holde en uge inde i varmen kan stå derude i ugevis, sammen med potter med forårsløg. Lige til at blive i rigtig godt forårshumør af, selvom frosten bider.

Lige nu er der ingen tulipaner...

Jeg fandt de første vintergækker i sidste uge! De var lokket frem af tøvejret, og nu ligger de nærmest hen ad jorden og ser kede ud.
Ellers har perlehyacintherne har allerede i lang tid vist deres saftige grønne blade. De blå af dem, altså. Jeg har et lille Sissinghurst-bed – altså bare et lille bed med udelukkende hvide blomster – der er kantet med hvide perlehyacinther. Da de kom op første gang viste det sig at en enkelt i rækken var blå, og jeg har ikke lige nænnet at flytte den. Det ville ellers være ret enkelt, eftersom den som den eneste allerede har bladene 5-7 cm over jorden. Så hvem ved? Måske ender det med at jeg graver den op til drivning i et lille krokusglas herinde. Det må dog vente til frosten går af jorden igen...

Før frosten slog til igen

Der har allerede længe været livstegn fra de tidlige alpevioler, cyklamen coum. De trives i min have! Bittesmå nye planter laver bittesmå knolde på størrelse med nipsenålshoveder og i år (lover jeg mig selv) vil jeg forsøge om jeg kan sprede de små nye over et større område. Og mens de overvejelser stod på opdagede jeg pludselig et antal små – nåja, cyklamenfarvede – næb, der sad gemt mellem bladene. Midt i december!! Det var næsten rørende. Jeg forsøgte at skære nogle stykker af og sætte i vand for at kigge nærmere på dem og se om de skulle springe ud. De er helt ustyrligt yndige, og et par af dem slår lige en krølle på stænglen over blomsterhovedet. Forårsalpevioler kan stærkt anbefales!! (men de springer altså ikke ud i vasen).

Der er vist også lidt græs, der skal luges

Jeg har fået kørt næsten hele den store grenbunke gennem flishuggeren, men rosenbunken ligger der stadig. Gjorde nogen halvhjertede forsøg på at få gang i afbrændingstønden, men det lykkedes ikke rigtig. Og der er dæleme meget at brænde af! Så nu overvejer jeg at lave endnu en grenbunke et sted i yderkanten af haven. Godt nok står der i bøgerne at afskårne roser skal væk fra haven – men der står jo ikke noget om hvor langt væk. Og hvis de kommer helt ned i hjørnet kan det vel ikke skade? Insekterne er jo ligeglade med om der er torne på roserne.

Ingeniøren gør ellers grin af mine grenbunker – især når jeg forsvarer mig med at der skal være plads til et pindsvin, hvis et enkelt af slagsen kunne ha’ lyst til at indfinde sig (jeg har aldrig set nogen her i haven). Men det skorter ikke på bemærkninger om kæmpepindsvin når bunkerne hober sig op... Så er det godt at vide at nyttedyr skal ha’ steder at overvintre og formere sig. Selvom det til tider virker som om der er mindst lige så mange skadedyr som nyttedyr her i haven...

Et smukt ingeniørfoto af baghaven med den famøse rosenbunke i forgrunden

  • Comments(0)//kun-en-taabe.kennel-hunters-house.dk/#post3

Håndsavsmassakren

beskæringPosted by Sissel Bagge Sun, February 13, 2011 17:28:10

Bang! Så kom den igen, frosten. Og alle de små spirer, der der proaktivt havde stukket hovederne op står nu og mobiliserer al frostvæsken mens de skutter sig i kulingen. Islygteproduktionen er begyndt igen. Og lige nu sidder jeg og tager mig sammen til at gå ud og gøre noget ved mine grenbunker.

For nu skulle den skæres ned, al’så! Den hasselbusk, der udover at forsyne egernet med nødder også giver det nydeligste grønne gardin på nordsiden af huset. Men efterhånden havde fået en højde så tagrenden var i fare for at blive revet ned i stormvejr. I øvrigt har jeg læst mig til at en hasselbusk bærer flest nødder når den er halvanden meters penge. Ved ikke om det passer, men hvorom alting er, så er det mig, der renser tagrender her i huset og jeg synes lissom at livet er for kort til at tilbringe al for lang tid på taget. Så ned med haslen! Selvfølgelig skulle den ha’ været løbende beskåret – ¼ af grenene hvert år lissom alle de andre buske – men, af en eller anden grund er det bare ikke blevet gjort. Faktisk er den ikke blevet beskåret siden den fik en totalnedskæring kort tid efter vi flyttede ind i 1999. Så det var på tide.

Sådan så haslen ud i sine velmagtsdage. Og regnvejr.

Så den fik hele armen og nu står der kun et par pistijaverter tilbage. Til mit udsøgte mishag var jeg nødt til at indhente ingeniørens hjælp til nedsavningen – kræfterne slog ikke til. Troede faktisk at han ville fremdrage motorsaven, men han blev ved den håndholdte, og det lykkedes jo alligevel. Nu er jeg spændt på hvor lang tid der går før den kommer til at se normal ud igen...

Haslen efter nedsabling. Ingeniøren insisterede på at klippe toppen af de lange grene også, trods mine protester om at ’sådan gør man ikke’

Nå, men som min norske veninde siger: Har sav, vil save. Har saks, vil beskære. Så turen gik videre til dronningebusken, der er fantastisk flot når den blomstrer, men ærlig talt også lidt irriterende når man skal til blomsterne nedenunder. Så der blev luget lidt ud her også!

Beskæring af dronningebusk

Hvis man læser om beskæring af buske og træer står der altid nogen om at krydsende grene skal undgås og at man skal beskære hvis der er nogen. Jotak. På dronningebusken (der er forsøgt beskåret regelmæssigt) er det en total umulighed! Som man kan se på billedet er det en udfordring i sig selv at save nogle stammer over uden at såre andre. Så nu har jeg besluttet mig for at indkøbe en wiresav – et stykke ståltråd med tænder og et håndtag i hver ende – for det må sgu da gøre den slags beskæringer noget nemmere. Mere om det senere.

Dronningebusk i fuldt flor

Jeg indrømmer. Jeg har en stor og uigengældt kærlighed til roser. Og der var aldrig tvivl i mit sind om at vi skulle ha’ en stor, blomstrende og duftende rosenhave her på matriklen. Der i øvrigt var en granskov da vi flyttede ind.

Under den store træslagtning og efterfølgende udrydning i buskadser, faldt jeg over 2 sølle eksemplarer af rosenplanter. De stod i dyb skygge blandt buskene og var omtrent blyantstykke og knap en meter høje. Jeg SYNES jeg kunne se et podested, så jeg gravede dem op og satte dem østvendt langs hegnet i baghaven.

Deres senere udvikling tyder på at der måske nok var et podested, men at de forædlede roser var gået al kødets gang og de oprindelige vildroser havde taget over. Nu har deres ualmindeligt frodige stammer ihvertfald en diameter som mere end et godt riveskaft og de truer med at vælte ned over naboerne hvis de kommer for tæt på hegnet. Blomsterne er små, enkle og uanselige uden duft, men der er dog en del hyben. Jeg har overvejet at flå dem op, plante tagetes en sæson og så sætte en ’Stanwell Perpetual’ på stedet, for lige dér må der jo være fremragende betingelser for roser – men jeg snart ved ikke om jeg tør. Resutatet bliver næppe det samme for en forædlet rose. Og alene at arbejde sig ind til stammerne er efterhånden en risikabel affære, som man garanteret ikke kommer fra uden skrammer. Men hvem ved. Måske jeg bliver så forbandet en dag at jeg gør det alligevel!


Det var så lige netop hvad jeg gjorde. Bortset fra at udsigten til et større entreprenørarbejde fik mig til at gribe saven i stedet (den var jo lige ved hånden, ikk?). Så grundigt påklædt med hætten strukket stramt om hovedet og de tykkeste handsker på kravlede jeg ind og begyndte dødsstødet. Bevares, man kan jo aldrig vide. De her sataner er så robuste og frodige at de nok skal begynde at skyde alligevel. Men så må jeg jo være efter dem. Foreløbig har de fået hver en sort spand over hovedet, og så håber jeg at de vil dø i stilhed.


Ku’ ikke lige finde nogen billeder af roserne i blomst, men det siger jo også noget om interessen for dem. Her kan man se at toppen af dem er på højde med kuglelønnen – og der snakker vi mindst 3 meter...


Efterbillede af rosenmassakre.


Nåja, der var også et par syrenstammer, der måtte lade livet. De var i forvejen halvdøde, og jeg havde jo saven... Der kom så lidt mere af end planlagt, men sådan går det OGSÅ ofte. Bagefter så haven sådan ud:

Grene til flisning

Roser til brænding – når naboerne ikke er hjemme!


Den fritlagte cotoneaster, der ser noget sølle ud. Men den skal nu nok komme sig når den har fået mere lebensraum!

Og nu går den ikke længere. De hjemmebagte boller er spist, bloggen er skrevet og undskyldningerne løbet ud. Fly mig min thermokedeldragt og pelsstøvlerne, Jeg Må Ud!

  • Comments(0)//kun-en-taabe.kennel-hunters-house.dk/#post2

Fodringstider

fuglefodringPosted by Sissel Bagge Mon, February 07, 2011 20:02:59

De æder mig ud af huset!! Næppe har jeg fyldt foderautomaterne op, før de er tomme igen. I sig selv en opgave, når man i hverdagen skal afsted inden solen står op, og kommer hjem når det igen er blevet mørkt. Så er det godt, når sneen lyser op, selvom det ikke er sådan lige nu.

Trængsel på foderbrædtet

Det er endnu værre med mejsekuglerne (ja, jeg må ty til de færdigkøbte, det kniber med tiden og energien til at lave eget fedt) – de er nærmest væk ligeså snart man vender ryggen til. Især i frostvejr. Fuglene ved nok, hvornår de har brug for flere kalorier til at holde varmen!

Blåmejse og musvit tager for sig af retterne

Fuglefodring er i det hele taget et større projekt, fordi vi til ingeniørens fortrydelse har omtrent hele grundejerforeningens fugle på kost. Så jeg køber normalt to sække solsikkefrø, en sæk hampefrø og en sæk jordnødder. Plus lidt hirsefrø til de mindre fugle. Dansk Ornitologisk Forening har nemlig lavet en undersøgelse, der viser at de mest populære frøarter er netop solsikke og hamp. Nødder er også altid godt, derfor jordnødderne. Hirsen er sådan mest for variationens skyld.

Musvitten må vente til finkerne bli'r færdige

Fedt er tiden ikke til i år, men når det sker køber jeg svinefedt, gir det et par minutter i mikroovnen og rører det med de blandede frø. Kan fyldes i halve koksnødder eller stoppes i et keramisk fuglefoderhus. Bevares, mejsebolde kan naturligvis også bruges, og jeg må tilstå at jeg tyede til de færdigindkøbte i år. Men hvis man ikke vil tilbringe sommeren med at rydde små lede grønne plasticnet sammen, så er det en god idé at klippe dem af, før man propper boldene i boldspiraler eller lægger dem på fuglebrædtet.

Mejser og musvitter er meget afhængige af fedtfoder. Og mejser og musvitter er uundværlige i sommersæsonen i haven, da de hjælper til med at holde bestanden af bladlus og andre udyr nede. En vigtig ting, når man som jeg ikke benytter sig af sprøjtemidler udover vand og en sjælden gang brun sæbe.

Nogen har det bedst på taget af foderbrædtet

Når man så har fået hængt foderautomater op og fyldt foderbrædterne, så handler det også om at nyde fuglene! Selv har jeg en kikkert stående klar i vindueskarmen, så jeg kan spionere på fuglene i timevis. Køb en fuglebog og hak af, hver gang der kommer en ny fugl til foderbrædtet. Det er altid rart at lære noget nyt!

Her er det godt nok en skovspurv, der er igang med et hampefrø

I år har jeg f.eks. fået øje på noget så eksotisk som en gråspurv. Le bare, men i de ti år vi har boet her har vi udelukkende haft flokkevis af skovspurve i haven. De nærmeste gråspurve er observeret omkring 1,5 km. væk. Indtil i år altså. Og så kan man glæde sig over endnu en art, om det så er en som alle andre haver har rigeligt af.

Duerne holder mest til under fuglebrædtet

Duer har vi også både sommer og vinter. Og jeg må snart til at få overtalt ingeniøren til at hive duereder ned, for alle hulrum på toppen af stolperne er efterhånden optaget, og duerne er ikke meget til sinds at benytte samme rede flere gange. Ja, det sviner. Ja, de kurrer i en uendelighed. Men det er nu hyggeligt at følge udrugningen og de små ungers kejtede flyveforsøg :)

En nyhed i foderudbuddet i år har været en nøddeautomat:

Jeg har godt nok ikke set vor lille pelsklædte ven benytte sig af automaten, men nødderne forsvinder og skallerne på jorden nedenunder taler deres tydelige sprog:

Forleden så jeg dog egernet i fuldt firspring på vej over plænen med en valnød i kæften. Kameraet var desværre ikke lige indenfør rækkevidde, så jeg nøjedes med at kigge. Kræet må være blevet mæt, for guddødemig om ikke den lille møjert sprang ned i bedet, kiggede sig til alle sider og derefter omhyggeligt gravede valnødden ned til bedre tider. Så nu kan jeg igen gå og hygge mig med at luge valnøddetræer til sommer :( Nå hvad. De står nu for meget af underholdning i haven, de egern!

Her bliver nødden dog spist...

  • Comments(0)//kun-en-taabe.kennel-hunters-house.dk/#post1

Plant aldrig en bøgehæk i frostvejr!

bøgehækPosted by Sissel Bagge Sat, February 05, 2011 21:16:42

Vinteren kom, som bekendt, tidligt i år (sidste år, hvis det skal være helt korrekt). Så den bøgehæk som ingeniøren længe havde ønsket sig blev bestilt til levering i midten af november. Ganske efter bogen, da man jo først skal plante bøg når planterne er gået i vinterdvale, og derfor lettere kan tåle at blive gravet op og transporteret til det nye plantested. Renden, hvor de små træer skulle stå var gravet, og alt var parat - undtagen vejret.

Der skal noget til, når 8 år gamle klitroser skal graves op!

Så er renden klar. Men den weekend havde vi ikke tid til at plante hækken

Jeg forsøgte at udsætte leveringen, men fik besked fra planteskolen om at hvis ikke hækken blev plantet nu, kunne der godt gå laaang tid før man kunne komme i jorden igen. Så turen gik til Roskilde og hjem med bagagerummet fyldt med 80 grønne og 20 røde bøgeplanter.

Her er de så, de små...

Allerførst skulle sneen dog ryddes af jordbunkerne - såvidt muligt...

Så skulle jorden i bunden af renden løsnes. Og her var det at ingeniøren måtte træde i karakter med hakken...

Tilsidst kunne vi så gå igang med at plante bøgene. Jeg lå på mine grædende knæ og målte omhyggeligt op, så der var nøjagtig samme afstand (20 cm) mellem træerne. Satte et træ ned og skubbede jorden på plads omkring roden, hvorefter ingeniøren kastede et par skovlfulde jord på og trådte det ned om stammen. Og så fremdeles. Stykket var kun ca. 20 meter, men det nåede da at blive helt mørkt inden vi var færdige, så det er godt der står en gadelygte og lyser det sidste stykke op.

Her er den første bøg plantet. Egentlig var det meningen at det skulle gøres efter alle kunstens regler med bladmuld fra bunden af vores to små indre bøgehække, men efter snerydningen og udsigt til en laaang plantning fik vi lige sprunget over hvor gærdet er lavest. De øvrige hække har nu også klaret sig meget godt.

Og her er den så, bøgehækken. Ikke meget ser den ud til! Og det var unægtelig svært at se om man havde fået alle jordbunkerne med, men det måtte jo vente til sneen smeltede...

Eftersom sneen langsomt trak sig tilbage afsløredes det at der var en hel del jord, der ikke lige var hvor den burde være. Især den lille kant langs indkørslen var temmelig sparsomt dækket og alle træerne stod og vippede frem og tilbage i vinden. Fordi der var så megen frossen sne i det jord, vi havde stampet ned havde jorden løsnet sig efterhånden som det tøede :-( Ikke smart! Men her i weekenden er jorden så blevet stampet ned om hver eneste af de 96 træer (der blev lidt til overs) og jordbunkerne er blevet flyttet hen hvor de hørte til.

Ikke noget at snakke om, det ku' jeg vel hurtigt klare, tænkte jeg... men det blev da godt nok til en omgang seriøs bæredygtig styrketræning! Tænk at det kan være så hårdt at flytte en smule jord med en rive...

Suk der er lang vej igen!

Og så meget for mine målinger! Selvom tommestokken også dukkede frem da sneen smeltede, så må trætheden enten ha' meldt sig eller også har træerne besluttet sig for at lege enter mens sneen skjulte deres forehavende. Men bevares. Når de vokser op kan man jo alligevel ikke se afstanden... Der var faktisk også et par vinde og skæve ind imellem, (enteforsøg?) men de fleste lod sig skubbe på plads da jeg trampede jorden ned omkring dem. Kun en enkelt måtte jeg grave op og flytte.

Her er der så ikke alene flyttet store mængder af jord (i denne omgang holdt ingeniøren sig udelukkende til kameraet, desværre), men også fjernet rester af roser, lavendler og blade fra græsplænen. Har ellers altid kun haft foragt tilovers for den der med 'hvad må naboen ikke tænke', men må tilstå at jeg har en rem af huden. Nu kan jeg ihvertfald leve med forhaven, og de små kan kigge over til genboen og blive inspireret til at skyde ivejret i en vis fart :o)

  • Comments(0)//kun-en-taabe.kennel-hunters-house.dk/#post0
« Previous