Kun en tåbe...

Kun en tåbe...

...frygter ikke haven

Denne blog handler om mine haveerfaringer, frustrationer, planer og ideer. Der vil lejlighedsvis forekomme latterlig lommefilosofi og sære indfald. Til gengæld kommer den ikke til at handle om hunde.

Møgvejr!! :-(

forårssåningPosted by Sissel Bagge Sun, April 10, 2011 11:00:45

Ja bevares, ikke lige i dag. Og heller ikke i sidste uge da jeg fik sat mine tidlige kartofler. De var forspiret - ikke efter alle kunstens regler, men dog hæderligt - idet der allerede var spirer på da de ankom fra England (9 kilo, jeg kan aldrig begrænse mig!). Jeg etablerede så et beskytttet miljø ude i udestuen - en tyk flamingokasse (bunden af en kapillærkasse) og et ordentlig lag fiberdug til beskyttelse om natten. Det gik fint - spirerne blev fine og grønne og jeg var bare forsigtig, da jeg satte dem.

Her er spirerne ikke nået at blive grønne endnu

Men først har det kartoffelbestemte stykke af køkkenhaven været dækket med en klar presenning, så jorden kunne blive varmet op til de mindst 8 grader kartofler bedst kan li'.

En korthalet nabokat er vældig interesseret i hvad der befinder sig under presenningen

Og så blev de ellers sat efter alle kunstens regler, jorden blev dækket med kompost og der blev sat fine små drivhustunneler over stykket. Naturligvis var der ikke plads til alle kartoflerne, og jeg kunne selvfølgelig udbrede mig om at de senere kartofler ikke skal i jorden allerede etc., men sandheden er at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre ved dem. Ganske vist er der højbede på vej, men det kræver et større ingeniørarbejde og er kun i sin spæde vorden. Så jeg håber kartoflerne klarer sig indtil da. Ellers må de pottes enkeltvis så længe (suk).

Den grå hersker inspicerer sit kongedømme fra terrassen

Sandheden er, at min såkaldte køkkenhave ikke er det mest ideelle sted at ha' grønsager. Selvom vi ser bort fra kattene (der kun kommer når den grå hersker sover på sit grønne øre, ellers bliver der gjort kort proces med alle indtrængere på nær en enkelt), så er der mange forhindringer. Flittig brug af cham- og kompost har efterhånden gjort jorden hæderlig at arbejde med, men stenene er der ikke noget at gøre ved. Eftersom de udgør 50+ % af jordmassen er det en håbløs opgave at forsøge at fjerne dem. Og sandt at sige har jordforbedringens største konsekvens været at de omkringstående træer har fået det meget bedre. De har nemlig udnyttet den gode og løsnede jord til at sende deres lange rødder ind i de fjerneste kroge af bedene, så man støder på dem bare man skal sætte løg. Grrr...

Nå, men det var kartoflerne jeg kom fra. Sine steder måtte de kiles ned mellem kastanietræets rødder, men det plejer at gå. Og bagefter så bedet sådan ud:

Det gjorde det så i 4-5 dage indtil stormen ramte :-( Og kastede rundt med de fine små tunneller så det hele lignede Roskildefestivalen efter folk er taget hjem. Øv. Men nu er roen genetableret og jeg håber ikke at forårsstormen slår til igen. Heldigvis holdt jordtemperaturen sig på den rigtige side af de 9 grader imens, så kartoflerne gror forhåbentlig gladeligt videre dernede. Hos kastanjerødderne.

Efter stormens hærgen

Og så må det også være slut med at sidde herinde og kukkelure! Jeg har pelargonier, der skal pottes om (hawaiiblomsterne fik en omgang i sidste uge), dahlia der skal pottes, ukrudt der skal luges, afblomstrede løg der skal sættes, hestebønner der skal sås, og måske skal jeg også satse at plante hostaerne fra Netto, der har stået i potter i drivhuset siden de blev hjembragt. Og så har jeg fundet et par storkenæb og lupiner i græsplænen, der skal reddes inden ingeniøren trækker robotklipperen af stald. Go' søndag!

  • Comments(0)//kun-en-taabe.kennel-hunters-house.dk/#post10